Af Sidsel Minuva
En håndfuld slyngler forsøger at røve et storcenter. De er mere inkompetente end selveste Olsen Banden. Kunderne kryber sig skræmte sammen. Nogen må redde dagen!
Ind svinger Wonder Woman (Gal Gadot) på sin gyldne pisk. Røvere får tæv og børn klapper i deres små hænder. Alt er godt igen. Den karikerede godhed har sejret over den fjollede ondskab, og 80’er-stemningen tegner godt for Wonder Woman 1984.
Men de 80’er-træk, der i starten ligner filmens store fordel, er i virkeligheden dens undergang.
For fjollede røvere er ikke de eneste skurke, der skal have øretæver. De roller indtager den nørdede arkæolog Barbara (Kristen Wiig) og wannabe-oliemagnaten Maxwell Lord (Pedro Pascal).
De har begge været i kontakt med en antik figur, der efter sigende skulle kunne opfylde ønsker – men med en hage. Ønsker man sig noget, skal man også give afkald på det, der betyder allermest for én. Problemet er bare de resultater, de to skurkes magiske ønsker har på historien.
Barbara går i poset tøj, har runde briller og er ikke så god til alt det sociale. Hun ønsker sig at være ligesom sin kollega, Diana – der i sin fritid moonlighter som Wonder Woman. Hun er jo så attraktiv, at alle mænd dåner ved synet af hende.
Af med brillerne og på med noget stramt tøj. Så er alle mænd pludselig vilde med Barbara. Har vi som seere ikke set nok af sådan nogle modetransformationer? Hvis bare det var en satirisk kommentar til 80’ernes stereotyper – en kritik af film som Hairspray (1988).
Men det er gravalvor. Og denne karikerede udforskning af en kvindelig karakter burde være blevet i 80’erne.
Maxwell Lord står over for samme problem. Hans karakterskildring er blot præget af racisme i stedet for sexisme. Han er af ubestemt latinamerikansk herkomst, og så er han en svindler, som ikke er der for sin søn. Mens jeg ikke vil afsløre Maxwell Lords ønske, så graver det på flere måder karakteren længere ned i racismens sump.
Det er synd, for Pedro Pascal gør sit bedste for at folde Maxwells nuancer ud. Det gør Kirsten Wiig også som Barbara. De får bare utrolig lidt at arbejde med fra manuskriptets side.
Det samme kan på ingen måde siges om Gal Gadot i rollen som vidunderkvinden. Det klædte karakteren at være en fisk på landjorden i Wonder Woman (2017). Her fandt hun det gode i menneskeheden på trods af Første Verdenskrigs rædsler og fungerede som soldaternes prægtige beskytter og stærkeste rambuk.
Wonder Woman 1984 præsenterer os for en mere følelsesladet og ambivalent Wonder Woman, og den rolle kan Gadot ikke bære. Karakterens følelser kommer til at fremstå overfladiske og påtagede. Og som det fremgår af alskens trailers, er hendes elskede krigskæreste, Steve Trevor (Chris Pine), også på magisk vis vendt tilbage.
Mens det denne gang er Chris Pine, der er ude af sit element og morer sig gevaldigt med at prøve 80’er-tøj og se moderne kunst, så har de to ingen kemi sammen. Det er et problem, når Wonder Womans forhold til Steve Trevor er en af historiens vigtigste elementer.
Og det er en historie, der konstant udstiller sine karakterer som stereotyper. Når filmen samtidig prædiker sin tematik om ærlighed og hvor vigtigt, det er at erkende sandheden, så klinger det ikke bare hult, men nærmest morbidt.
Wonder Woman 1984 skulle være blevet i 80’erne. Den er ikke 2021 værdig.
Kommentarer